Tænk så små var pigerne i 2011 , hvor vi endelig havde fået godkendelsen til at måtte bygge på grunden. Billedet her er taget, mens vi holder møde med “Cretan Life” – et engelsk byggefirma, der havde fået gode anmeldelser på nettet. Vi bor på det tidspunkt på et hotel i Chania  – Cretan Royal.

Jens havde inden vi tog til Kreta været i kontakt med flere, der havde fået Cretan Life til at stå for deres byggeri af  hus på Kreta og de var tilfredse. Derfor tænkte vi, at det var en mulighed. Grundtanken var, at tilbuddet skulle være gældende for et semi-færdigt hus, sådan at vi selv kunne være med til at sætte køkken og bad i ved egen kraft.  Vi fik efter mødet et tilbud, som var langt bedre end de øvrige vi havde fået tilbud fra. Byggetiden var også kortere.

Vi havde tidligere holdt møde med den ejendomsmægler, som solgte os grunden. Han havde også byggefolk og kunne derfor stå for vores byggeprojekt. Vi ender dog med at skrive under på tilbuddet fra Cretan Life. Deres arkitekt får tegnet huset meget tæt på den tegning af huset, som Jens har tegnet og prisen er rimelig.